Skærum og Skærum Mølle

Af Anna Elise Villemoes

Fortid
Da der efter den sidste istids ophør opstod levemuligheder for mennesker, var nogle af disse så heldige at finde frem til Skærum området, hvor to brede smeltevandsdales åer, Storå og Lilleå, forenes og følges den sidste strækning til udløbet. Fra de høje brinker på Storåens sydside og fra det tilgrænsende landskabs bakker ville fjender kunne iagttages, så man kunne være beredt på eventuelt overfald, og lige efter Lilleåens udløb i Storåen fandtes et vadested, der gjorde begge bredders muligheder tilgængelige. Jordfund vidner da også om menneskers fortsatte tilstedeværelse i området (i Skærum Mølle findes en ret betydelig samling fra det lokale nærområde med fund fra stenalderens vekslende perioder).

Under store dele af Skærum Mølles marker er påvist udbredte jernalderbopladser, og potteskårene herfra, hvoraf nogle er af romersk oprindelse, kan give anledning til gætterier om vore forgængeres levevilkår og den tids samfærdsel.

Det er dog især vikingetiden, der godt hjulpet af lokalhistorikeren taler til vor tid: I skrænten nord for Storåen er der fundet guldskatte i form af armringe og fra Grydehøj på Skærum Mølles mark stammer et af landets fornemste vikingetidsfund (dette funds historie er i sig selv spændende som en lille roman!). Fundet består af en firskaftvævet tøjrest, rav- og glasperler, 2 skålformede, ornamenterede spænder, et ligeledes ornamenteret aflangt spænde, arm- og fingerring mv. — tydeligvis en rig kvindes grav, og da det vides, at Skærum i den tidlige middelalder ejedes af kongeslægten, fabulerer Alfred Kaae: ”En fornem kvinde, — fundet er så rigt, at vi næsten føler, vi kan se hende i levende live gå og sysle nede i den store gård ved åen, hvor hun selvfølgelig har haft sit hjem”.

Hun er i sin død det første rigtig levende menneske, vi træffer i sognets historie.

”Den store gård nede ved åen” er endnu ikke stedfæstet, men der er blandt faghistorikere enighed om, at den har eksisteret, og en eller anden gang vil beliggenheden sikkert kunne udpeges.

I ”Kong Valdemars Jordebog” opregnes kun lidt jordegods i Jylland, hvilket forklares med, at krongodset er splittet op og skænket til underhold for slægtens talrige medlemmer. F.eks. tilhørte store områder i Hardsyssel i 1100-tallet prins Buris. I et — i afskrift bevaret — gavebrev fra 1163 til indkaldte brødre fra cistercienserordenen i Heridsvad i Skåne skænker prins Buris gods med henblik på oprettelse af Tvis Kloster. I dokumentet forklarer prinsen, at han med gaven indlægger sit gods i ”det evige fædreland, fordi han mener ”det kunne være mig nyttigst at gøre Kristi fattige til venner ved hint ondskabs mammon, at jeg ved deres hænder kunne indlægge mig et liggendefæ i himlen” og ”venter jeg med godt håb at få hundrede fold igen og et evigt liv”.

En del af gaven registreres som ”Skierm Birk med jord, skove, enge, møller, fiskevande samt anden ejendom”. Forskere mener, at betegnelsen birk må være en oversættelsesfejl, da historien iøvrigt ikke kender noget birk af dette navn; — dog må det pågældende område have været af betydelig udstrækning, og af kilderne fremgår, at Skærum har været et virkeligt aktiv i klosterets besiddelse, idet der til Skærum hørte både mølle og en indbringende laksegård i Storåen. Mest indbringende var dog sikkert helligkilden ved hvilken klosteret opførte et kapel viet til dets skytshelgen, jomfru Maria. Efter reformationen trak det i langdrag med den af kongen beordrede nedbrydning og det kom kongen for øre, at der brugtes afguderi og anden uskikkelighed i kapellet, så kapellets nye ejer, Knud Gyldenstjerne, fik en kraftig påmindelse og ordren blev udført. I tilknytning til nedrivningen opstod der sagn om voldsomme forbandelser, der ramte de mennesker, der udførte ordren. Kvadre fra kapellet er i stort antal genbrugt bl.a. som trædesten især på Nr. Vosborg, men også i Skærum Mølle. Etatsråd A. E. M. Tang fredede i sin tid kapeltomten, og bygningens hjørnesten er markeret, så størrelsen (ca. 15 x 30 alen á 62,8 cm) kan konstateres.

Tvis Kloster drev i sin ejerperiode Skærum ved en slags — oftest adelige —lensmænd. I 1477 nævnes som lensmand Jes Klausen (en frillesøn fra Vosborg), som bl.a. interesserer, fordi han i sit våben førte det hjul, som Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle har annekteret som sit logo: i dag ser man i det stiliserede våben dels møllens hjul (= teknik) dels verdens ældste soltegn (= ånd) — præcis den kombination, centeret søger fremmet.

I 1547 fik lensmanden i Skærum, Peder Munk, skøde på alt klostergods i sognet og 1550 afstodes Skærum til Nr. Vosborg i hvis eje det herefter forblev indtil 1905.

Skærum og Nørre Vosborg
En interessant person i rækken af bestyrere og forpagtere af Skærum Mølle var nordmanden John Eyde.

I en årrække fra 1845 til omkring 1870 drev A. E. M. Tang brændevinsbrænderi på Skærum Mølle i så stor stil, at han udkonkurrerede andre af amtets brænderier. I 1860 hed brænderen John Eyde og virksomheden skulle genopbygges efter en stor brand, som havde raseret alle gårdens bygninger. Eydes personlige husstand bestod foruden hustruen af 14 børn og en huslærer; desuden havde brænderiet 15 ansatte, så det nuværende grundmurede stuehus/våningshus blev bygget i 12 fag og 2 etager. Herudover bestod bygningskomplekset af en grundmuret 27 fags lade, østlænge med stald og karlekamre, vestlænge med fæhus og parallelt hermed gæstekørestald med svinehus på 16 fag samt pakhus til korn og en møllebygning.

John Eyde (1814-94) må have ført en dobbelttilværelse, for allerede i 1854 havde han købt Christianesminde Kro på Herning Bakke. Manden har været dygtig og hans forhold til etatsråden har sikkert været udmærket, eftersom denne medbragte sin berømte gæst, H. C. Andersen til gæstebud på møllen, og et af de 14 børn var efter tidens skik opkaldt efter principalen: Andreas Evald Meinert Tang Eyde. Men måske har kroen efterhånden krævet for megen af Eydes opmærksomhed. I hvert fald skriver etatsråden fra København hjem til sin sekretær: ”Det var rart at være vel ude af det med Eyde”. Om Eydes forhold i øvrigt kan nævnes hans taktiske evner: I 1880 udlagde han ud for sin kro grund til en torveplads (Eydes Toft) og 6 år senere skænkede han en tilstødende grund til opførelse af Herning ny kirke, hvorved Hotel Eydes centrale placering i den nye by, der voksede op på heden, var sikret.

Efter Eyde fik bager Frandsen i 1867 forpagtningskontrakt for 12 år og afløstes i 1879 af brødrene Niels og Chresten Villemoes. I øvrigt må der blandt møllerne have været folk med dyre vaner. Laurids Villemoes har fortalt, at der i hans barndom fandtes bjerge af Østersskaller og champagneflasker i ”baghullet” bag vandhjulet.

I det foregående er videregivet spredte oplysninger stykket sammen fra egnens lokalhistoriske skrifter, og vi har med raske fjed bevæget os først gennem årtusinder, siden gennem århundreder.

Niels Villemoes
I 1879 begynder et nyt afsnit af Skærum Mølles historie, der er knyttet sammen med slægten Villemoes’ historie, som også er skriverens egen bagage i livet. Alligevel er det følgende ikke kun familiepassiar. Selv om det væsentligst er et resumé af Niels Villemoes levnedsløb, kan det — med plads til ændring af detaljer — bruges som skabelon for beretninger om de mange, mange landbosønner der i årtierne omkring århundredeskiftet blev hjemsendt fra landets højskoler med udsyn, nye kundskaber, inspiration og tillid til egne evner.

I en avisnotits fra februar 1904 omtales den netop afdøde Jens Willemoes, Willemoesgaard som værende en værdig repræsentant for sin tids bondestand: ”I den nyere Tids Frihedskrav og Oplysningstrang var han ivrig med, hvad der ikke er bleven uden Indflydelse på hans tre Sønners Udvikling”. Den ældste af de her omtalte sønner var den senere ejer af Skærum Mølle, Niels Villemoes f. 24. 9. 1849. Han og hans brødre gik i skole hos den samme lærer, som i sin tid havde undervist deres far, hvorfor denne var meget opmærksom på, at lærerens viden ikke strakte til undervisning af de større elever. Niels Villemoes blev derfor efter sin konfirmation (ca. 1863) anbragt på Hanbjerg Hovgaard, hvor han hos en tyskfødt huslærer fik suppleret sine almene kundskaber samt lært noget tysk.

I vinteren 1865-66 boede Niels Villemoes og broderen Chresten hos deres fars ven, Strandbygaard til Svendsholm, mens de var indskrevet til undervisning på Staby højere Bondeskole, hvor de stiftede bekendtskab med Ulfborgegnens tre foregangsmænd: bonden Ole Kirk, Ebbensgård, provst Ove Krarup og etatsråd Andreas Evald Meinert Tang, Nr. Vosborg, sønnesøn af Peder Tang, den frikøbte fæstebondesøn fra Nørre Tang, som i 1786 vendte hjem og købte godset.

De tre venner arbejdede forbilledligt sammen til fremme af det praktiske landbrug og af den oplysning, de fandt nødvendig for bondestandens selvstændiggørelse. — Kirk havde fra starten fulgt Grundtvigs tanker om at oprette en folkelig højere skole, og efter 10 års bestræbelser og støtte fra andre fremsynede folk kunne Staby højere Bondeskole byde elever ind til såvel landbrugsteoretisk som åndeligt udviklende undervisning. En indsats med tilsvarende sigte fra de tre venners side var oprettelsen af en bogsamling for Ulfborg og Råsted sogne.

Etatsråd Tangs virke var præget af hans omsorg for bøndernes (naturligvis især hans egne fæstebønders) oplysning og velfærd. Han drev personlig voksenundervisning ved at invitere egnens folk til ”soiré” og foredrag på Nr. Vosborg. Mens Villemoesbrødrene opholdt sig i Staby, inviterede han hele skolen til besøg på Nr. Vosborg, hvor han kastede en brand af udlængsel i deres sjæle ved at fortælle om noget på den tid så usædvanligt som en rejse han netop havde gjort til Italien. Ikke uden grund har etatsrådens portræt siden 1879 haft en hædersplads på Skærum Mølle.

I de følgende år foretog Niels flere rejser til Tyskland, idet hans far for at supplere gårdens indtægter solgte heste på det tyske marked og den ældste søn ofte måtte lede transporterne, der foregik pr. ben (der var endnu ikke jernbane på strækningen). Hans selskab på disse rejser bestod af lejede trækkere, hvis levevis var ham imod, så han foretrak livet hjemme i Villemoesgaard. Her opøvede de tre brødre håndværksmæssige færdigheder, som kom dem til nytte senere i livet. Deres åndelige udvikling — m.h.t. både kundskaber og interesser — blev ifølge deres egne udsagn afgørende påvirket af den unge lærer Hansen, Sir Skole (den senere fremtrædende folketingsmand). Udviklingen fortsattes for Niels Villemoes’ vedkommende under et ophold på Flors Folkehøjskole i Askov. Bevarede breve fra denne periode (1869- 70) til hans ven P. Noes giver et levende og værdifuldt indtryk af en ung bondesøns læreiver og vilje til at forme en livsholdning.

I 1878 forlovede og giftede Niels Villemoes sig med Johanne Lauridsen fra gården Sønder Lundby i hjemsognet, og sammen med broderen Chresten overtog han i 1879 forpagtningen af Skærum Mølle under Nørre Vosborg. Kontrakten blev afsluttet med etatsråd Tangs svigersøn, Henrik Valeur, som 3 år senere afgik ved døden, hvorefter etatsrådens datter, Christine Valeur, sad på Nr. Vosborg til sin død i 1928.

Det var en mangesidet bedrift, brødrene overtog, og tiden skulle vise, at netop deres færdigheder og evner var som bestilt til stedet og dets muligheder. De etablerede sig i en af dansk landbrugs vanskeligste perioder, og i de første år var økonomien så anstrengt, at de alvorligt overvejede at give op — formentlig fordi fædrenegårdens økonomi belastedes ret hårdt af den støtte, der nødvendigvis måtte ydes derfra.

Møllen havde hidtil været kombineret med et større landbrænderi med 15 ansatte, men på grund af spritfabrikationens statsmonopolisering skulle den fremtidig kun benyttes til maling af oplandsbøndernes korn, hvilket dog også var en god indtægtskilde. Værk og vandhjul var nedslidte, så der var brug for brødrenes praktiske håndelag for at holde den i gang til betjening af kundekredsen.

De mange møllegæster gav i de første år et livligt miljø på stedet, idet de skulle trakteres med mad og drikke og deres heste opstaldes. Omkring århundredeskiftet blev det almindeligt at installere små vindmøller på de enkelte gårde, hvilket bevirkede, at mølleriet sygnede hen og helt ophørte i 1907.

Møllens indtægt var naturalier: en nærmere bestemt mængde af det indleverede korn, der ofte var af så ringe kvalitet, at det var en dårlig handelsvare, så det mest lønsomme var at omsætte det gennem gårdens besætning. Niels Villemoes drev derfor hesteopdræt og opfedede svin og stude. Før den store omlægning og effektivisering af dansk landbrug omkring århundredeskiftet var dette en naturlig driftsform; en meget stor del af gårdens tilliggende brugtes til græsning og — for engens vedkommende — høslæt.

Chresten Villemoes havde som helt ungt menneske, for at supplere sine selvlærte færdigheder i smedehåndværk, skaffet sig ophold og arbejde på en maskinfabrik i England. Herfra hjemskreves en slåmaskine, som brødrene selv samlede. Denne maskine, som afløste leerne, vakte naturligvis opsigt, så den var let at videresælge til en anden landmand, da den havde gjort sit arbejde. Det blev skik, at Villemoes hvert år hjemskrev et ”samlesæt” og videresolgte maskinen, når de havde indkørt og justeret den på egne arealer, og selv om de nu ikke længere var de eneste lykkelige ejere af en slåmaskine dér på egnen, fik de dog deres egen skiftet ud næsten hvert år. Nogen større importforretning blev det ikke til, men i takt med fremkomsten af nye driftsformer, blev der behov for mange maskiner, hvilket var en kærkommen udfordring for de tre brødre Villemoes, der udviklede nye konstruktioner og etablerede sig som maskinfabrikanter i deres egne smedjer henholdsvis i Villemoesgaard (Villemoes gødningsspreder) og i Skærum Mølle. Maskinfabrikationen i Skærum Mølle ophørte dog efterhånden som teglværksdriften gav brødrene hænderne fulde af andre opgaver, men de fortsatte begge til deres dages ende med at sysle med mange slags tekniske opfindelser, — f.eks. stod Niels Villemoes nogle år senere bag konstruktionen af et »hit” i maskinbranchen, den i ældre landbrugeres kredse navnkundige ”Avance”, en kombineret roeså- og radrensemaskine, som i de første år efter dens fremkomst produceredes af en lokal smedemester.

Teglværket
I deres forpagtningsaftale måtte brødrene meget mod deres ønske gå ind på at drive ejerens lille teglværk, som lå ved hovedgården 1 km vest for møllen, mens en større lerforekomst lå i samme afstand mod syd tæt op ad Lilleåen.
Åens rigelige vandmængde, brødrenes trængte økonomi samt deres ”flair” for fremtiden har nok inspireret dem til at træffe den afgørende beslutning, der resulterede i en kontrakt med ejeren om teglværkets flytning i 1882 til Skærum Mølle.

Denne kontrakt var grundlag for et projekt, som skulle gøre de to unge landmænd til kapaciteter inden for dansk lerindustri — og gøre en ende på deres næringssorger.

Niels Villemoes havde, som før nævnt, dels modtaget privat undervisning i tysk, dels i sin ”hestetrækkertid” under længere ufrivillige ophold i Hamburg, når afsætningsforholdene var dårlige, udvidet kundskaberne, så han beherskede sproget. Dette satte ham i stand til
at studere tyske fagblade og -bøger, hvilket han med flid og lyst benyttede sig af, ligesom han gjorde studierejser til Tyskland for at sætte sig ind i de nye produktionsmetoder. Den således erhvervede viden blev brugt til etablering af et mekanisk teglværk. Murstensmaskiner og ælteværker, der erstattede den fra oldtiden nedarvede håndstrygningsmetode var en så ny foreteelse, at de ikke blot kunne skrives hjem pr. postordre, og at kontrahere en sådan maskine udført efter anvisning på værksted eller fabrik var alene af økonomiske grunde utænkeligt, så brødrene byggede simpelthen selv maskineriet og koblede det på vandhjulet, hvilket de næppe havde kunnet klare, hvis ikke Chresten ”tilfældigvis” havde været fremmedarbejder i England. Vidunderet blev — skønt primitivt flikket sammen — et tilløbsstykke for fagfolk, og det lykkedes at holde det kørende, til det i 1895 havde tjent penge ind til indkøb af ”rigtigt” murstensmaskineri fra Tyskland. Endnu større opmærksomhed vakte den ringovn, der byggedes efter de i Tyskland netop udviklede principper, som til dels måtte opsnuses ved industrispionage, idet tyskerne helst beholdt deres viden for sig selv. Ringovnen afløste de hidtil brugte højovne, hvis brændselsforbrug var ca. 75% højere. Dens princip er kontinuerlig brænding i separate kamre.

Leret til teglværket ved Vosborg blev transporteret i studetrukne vogne og derefter æltet af en stud i en trosse, men ved værkets flytning byggede brødrene Villemoes en pram, så leret kunne fragtes ad Lilleåen til Skærum Mølle. Ved lergraven lastedes 28 fyldte trillebøre, som sejledes til teglværket; her lossede og tømte man dem, hvorefter de førtes med prammen tilbage til lergraven, hvor i mellemtiden 28 andre trillebøre var blevet fyldt op og klar til indladning. Således iværksattes roll on/roll off systemet næsten 100 år, før det blev opfundet.

Teglværket gik så godt, at brødrene allerede i 1891 var i stand til, da lejlighed bød sig, at købe det gamle Lemvig Teglværk, som Chresten snart overtog, mens Niels fortsatte som eneforpagter i Skærum Mølle — nu med teglværket som dominerende del al virksomheden.

På egnen havde man ment, at det var galskab at producere så mange teglsten som tilfældet blev efter flytningen i 1882 — de ville aldrig kunne afsættes! De maskinstrøgne glatte og ensartede sten blev imidlertid en succes, så der blev snart brug for fordobling af kapaciteten. I 1907 udskiftedes den første ringovn med en ny med samme antal kamre, men i dobbelt størrelse (10.000 sten pr. kammer, optimal produktion ca. 2 millioner sten årligt). Den store produktion passede fint til det opsving, der i løbet af få årtier forvandlede Vestjylland, og hvis hovedhjørnesten var den jyske længdebane og andelsbevægelsen. Der byggedes stationer, stationsbyer, mejerier, landbrugsbygninger, værksteder, fabrikker, lagerbygninger, institutioner o.s.v., så det var ”ikke så ringe” at være teglværksejer i den periode.

Forbedringer og rationalisering af produktionen fortsattes. Efter støbning af sluse og turbinekanal installeredes i 1896 turbineanlæg til afløsning af det faldefærdige vandhjul.

Naturligvis skulle turbinen ikke kun trække mølle og murstensmaskine: I disse år studerede Niels Villemoes elektronik; han søgte undervisning og råd hos professor La Cour (som bl.a. udgav Tidsskrift for Vindelektricitet), som i Askov underviste de unge elever i elektricitetslære, for at de kunne fungere som en slags ”barfodselektrikere”, når de vendte hjem. I 1897 fik han en dynamo koblet på turbinen og havde hermed eget elektricitetsværk, så han indlagde elektrisk lys. De første år var anlægget behæftet med den ulempe, at forbruget af hensyn til spændingen måtte være konstant: når dynamoen gik, strålede lyset overalt. Kun den pære, der sad på stuehusets tag, var forsynet med afbryder, som var monteret i Niels Villemoes’ soveværelse. Når han gik til ro, slukkede han pæren som signal til møllersvenden, der så stoppede dynamoen, og hvis nogen på gården ønskede at se mere den aften var de henvist til at bruge tællepråse. Elektricitet som energiform var så nyt, at folk kom rejsende for at studere ”det hvide lys” f.eks. med henblik på oprettelse af elektricitetsværker i byerne. Ofte vakte de ting, Niels Villemoes foretog sig, interesse og det gav anledning til forbavselse, da han fik anskaffet en akkumulator, monterede den i sin ponyvogn og trak en ledning op til en pære, monteret på hestens hovedlag, så vejen ”lå badet i lys”, som ikke slukkedes af regn og blæst.

Efterhånden som teknikken forbedredes, blev problemet med spændingen afhjulpet, og der installeredes et kompleks af akkumulatorer, så strømmen kunne ”gemmes” og være til rådighed, også når dynamoen ikke gik. Elektriciteten blev taget i brug til flest mulige formål, bl.a. hjemtransport af ler: Da lergraven i løbet af’ 90’erne var blevet så dyb, at trillebørskørselen til prammen blev for besværlig, havde man lagt jernbaneskinner til lergraven og indført hestetrukne tipvogne. I 1909 blev der trukket en luftledning over skinnerne og hesten afløst af en el-motorvogn.

I 1905 købte Niels Villemoes Skærum Mølle af ejeren, fru C. Valeur, datter af etatsråd Tang. Niels Villemoes var meget glad for denne handel, som blev foreslået af fru Valeur, fordi deres indbyrdes regnskabsmellemværende var blevet for indviklet.

De mange aktiviteter i den hjemlige bedrift kunne synes krævende nok for een mands formåen, men Niels Villemoes’ arbejdsevne og virkelyst var ud over det almindelige. I den 1evnedsbeskrivelse, han i anledning af sin udnævnelse til Ridder af Dannebrog i 1927 skulle indsende til ordenshistoriografen, udtrykker han det således: ”I min Omegn kom jeg efterhaanden til at deltage i forskjellige Ting ude blandt mine Standsfæller og Bekjendte. Jeg havde den Glæde at mærke, at jeg nød nogen Tillid og ansås for brugelig i forskjellige Retninger”.

De hverv han påtog sig, varetog han med megen energi. Tidligt var han optaget af andelstanken, hvis virkeliggørelse tog fart i 80’erne. Med eksemplet fra Hjedding for øje tog han initiativ til oprettelse i 1887 af Skærum Andelsmejeri, hvis formand han var i ca. 30 år. Andelsmejerierne var jo første etape af den effektivisering af landbruget, der tog fart i de følgende årtier. En afgørende forudsætning for de nystiftede mejeriers succes var betydelig forøgelse af mælkeproduktionen og her — som overalt i landet — var recepten: oplysning og samarbejde. Det faldt naturligt, at Niels Villemoes som formand for landboforening og mejeri sørgede for oprettelse og ledelse af de nødvendige hjælpeorganisationer: kontrolforening, kvægavls-forening, indkøbsforening for foderstoffer og kunstgødning, indførelse af nye afgrøder i sædskiftet (specielt roer), praktikundervisning på dyrskuer, maskindemonstrationer, udstillinger m.v. Der var en naturlig sammenhæng i, hvilke hverv han bestred inden for landbruget, og det virker logisk, at han — der som ikke-fagmand havde været pioner på teglindustriens område — fik en ledende position i og senere blev æresmedlem i Teglværksforeningen for Jylland.

Et enkelt område af hans landbrugsmæssige virke kræver særlig omtale: hans indsats for oksebremsens bekæmpelse, et arbejde der i den første tid var genstand for latterliggørelse. Indsatsen havde baggrund i Niels Villemoes’ studium af tyske veterinære tidsskrifter og sagen blev behandlet på Skærum Mejeris generalforsamling i 1900, hvor man vedtog at iværksætte en indsats. Til dette arbejde antoges 10 pålidelige mænd, som hver skulle behandle ca. 4 kreaturer for denne forfærdelige snylter, som fik køerne til at ”bisse”, hvorved både mælkeydelse og kødproduktion nedsattes foruden, at huderne perforeredes. Resultatet af behandlingen (udtrækning med pincet) og efterfølgende kontrol var lovende, og i de følgende år agiterede Niels Villemoes så overbevisende for systemet, at ideen blev taget op i andre dele af landet og sluttelig førte til loven om udryddelse af oksebremselarven.

Af samtidige beskrives Niels Villemoes som en stilfærdig mand; hans konstruktive tankegang og myndige optræden bevirkede, at han kun sjældent mødte modstand mod sine planer. Skulle nogen komme for skade at indvende, at et eller andet gøremål kunne blive vanskeligt, blev han afvist med et ”Hvem har sagt, det skal være nemt”. For ham var vanskeligheder til for at overvindes og beslutninger til for at tages. Vankelmodighed var ikke hans sag, — forstandige mennesker kunne nok få lov at give deres besyv med, men snak om vejr og vind havde han ikke stunder til. Hans autoritet illustreredes, da han blev tilkaldt, fordi en flok tyske teglværksarbejdere i fuldskab terroriserede stationsbyen. I samme øjeblik han viste sig, ophørte tumulterne, og uromagerne afleverede villigt deres totenschlægere til ham.

Tilsvarende demonstreredes hans beslutsomhed, da diskussionerne om placeringen af det projekterede andelsmejeri blev ham for langtrukne: han stødte sin stok i jorden, hvor han stod og dekreterede: »Så lægger vi det her. — Så kan de, der vil, jo komme”.

Mange søgte hans råd og hjælp, og få gik forgæves. Medhjælpere blev længe i hans tjeneste og mange holdt senere forbindelsen ved lige. Hjemmet i Skærum Mølle var gæstfrit, og atmosfære og aktiviteter attraktive, så her mødtes mange af tidens spændende personligheder. — I øvrigt viser et kig i hans efterladte kassebøger, at han følte sig forpligtet af den velstand, hans virke førte med sig.

Det var store summer, der kanaliseredes til vanskeligt stillede og til initiativer i oplysningens tjeneste. — Det var nok ikke helt ved siden af, når den lokale provst ved hans begravelse sagde: »Niels Villemoes var en smuk Mand både i det Ydre og i det Indre, en retlinet og hjælpsom Mand, men der skulle ikke blæses i Basun om hans Hjælpsomhed” og tog Kingos ord om Niels Juel til hjælp: ”En Mand af gammel Dyd og dansk Oprigtighed, af ja og nej og hvad man godt og ærligt ved”.

Laurids Villemoes
Af Niels Villemoes to sønner gennemgik den ældste en grundig handelsuddannelse hjemme og i udlandet. Han etablerede en stor virksomhed, som han drev med dygtighed og særdeles godt udbytte. Hans hovedinteresse var dog politik, så ved siden af forretningen bestred han i mange år posten som folketingsmand valgt for Venstre og var en overgang minister.

Da den ældste søn således søgte at skabe sin egen tilværelse et andet sted, var det en selvfølge, at den yngre, Laurids, skulle videreføre Skærum Mølle. Med henblik på den opgave, var hans far selvfølgelig den bedste læremester, så den erhvervsmæssige uddannelse fik han hjemme. Herudover blev hans ”lære for livet” grebet grundtvigsk an: huslærer hjemme i de første år, lokal friskole, præliminærkursus i. Aarhus, 2 vintre på Askov Højskole, teaterbesøg og deltagelse i folkelig oplysning, hvor den fandt sted. Desuden gymnastik, jagt, fiskeri, cykelsport, og hvad han holdt allermest af: rejser. Han havde aversion mod landbrugsarbejde og for at få adgang til navernes frie liv i udlandet gik han i snedkerlære i Holstebro, afsluttede uddannelsen med 1 år på det store Hofmannske Møbelsnedkeri i Aarhus. Og så gik turen ud til Europas byer.

Hans dagbøger fra navertiden er sprængfyldte med grådigt indsamlet viden om lande, byer, bygninger og mennesker. Længe ad gangen var han sjældent borte fra hjemmet, for hans mor, som var hofteskadet, havde brug for hans stærke arme, og hans far havde brug for ham som afløser, idet faderens forretningsmæssige og organisationsmæssige opgaver nødvendiggjorde mange rejser og krævede megen tid. Mange møder foregik i København, og det var normal procedure, at Niels Villemoes rejste fra Vemb station om aftenen, ankom til København om formiddagen, deltog i et, eventuelt to møder, returnerede med toget, ankom til Vemb station den følgende morgen og gav sig i kast med dagens gøremål. Arbejdsdagbøger og kassebøger fra denne periode er meget detaljerede, så man forstår, at senior har villet være orienteret om alt, som passerede i hans fravær.

Da Laurids ville giftes og overtage gården i forpagtning, byggede Niels i 1914 aftægtshus på bakken. Arkitekt var Helge Bojsen Møller, og både han og håndværkerne ydede en fornem indsats, så huset 80 år senere kunne indgå i en udstilling på Folkeuniversitetscenteret Skærum Mølle som en arkitektonisk og håndværksmæssig perle.

I 1924 købte sønnen Laurids Skærum Mølle af sin far, men forandringen var kun formel. Niels Villemoes var stadig rask og stærk, selv om han var begyndt at afvikle en række af sine mange tillidshverv, og de to, far og søn, fortsatte samarbejdet som før uden at skelne mellem ”dit og mit”.

I 1934 døde Niels og Johanne Villemoes. Laurids blev på dette tidspunkt, som skik var, og som hans evner tilsagde, opfordret til at overtage en del af sin fars tillidsposter, men takkede nej. Han havde ingensomhelst lyst til organisations- eller politisk arbejde, så han aftjente de to perioders sognerådsarbejde, som var offentligt ombud, men fandt større behag i det private liv og virksomheden. Han stod op hver morgen kl. 6 og ”ledede og fordelte” landbrugsarbejdet samvittighedsfuldt, men det var andre dele af virksomheden, der havde hans interesse.

Inden 30’ernes krise havde Laurids Villemoes nået at nyopføre gårdens lade og kostald, som statelige skoleeksempler på arkitekturbevægelsen Bedre Byggeskik med moderne staldindretning og - inventar samt en i Tyskland specialbygget transportør til anbringelse af stråafgrøderne under bygningernes høje tage.

Til den alsidige drift (teglværk, plantage og gård) hørte ret mange ansatte, så der f.eks. i høst kunne trækkes folk ind til landbruget. Det drejede sig mest om fastboende, modne mennesker, og også gårdens ansatte var oftest tilknyttet i lange perioder (to mennesker fejrede i dette århundrede 50 års jubilæum i ansættelsen).

Årene var travle, men rejselysten slap aldrig sit tag i Laurids Villemoes, så hvert år mellem høslet og kornhøst skulle han helst ud og se sig om i Europa. At rejse uden sin kone faldt ham ikke ind, og da hun ikke havde ro i sjælen ved at forlade børnene, foregik rejserne (efter bedsteforældrenes død) i bil med tre børn på bagsædet. II Verdenskrig satte en stopper for de lange rejser, men så drog den lille karavane gennem Jylland på cykler.

Laurids Villemoes havde I Verdenskrigs varemangel og påfølgende inflation i erindring, så han besluttede at foregribe begivenhederne og restaurerede aftægtshuset på bakken, som havde stået tomt siden bedsteforældrenes død i 1934. Dertil engageredes som arkitekt en elev af Helge Bojsen Møller, arkitekt Kristian Jensen, Holstebro.

Da huset stod færdigt, strammede forholdene til: Fra Skærum Mølles elektricitetsværk, placeret vis-a-vis det hvide stuehus leveredes elektricitet til stationsbyen Vemb, — tyske vagtposter var på møllen for at hindre sabotage, og flygtningenes tal øgedes, så værnemagten beslaglagde ubeboede huse overalt. Aftægtshuset var således i farezonen, og for at skåne det fine, nyistandsatte hus besluttede familien at flytte fra gårdens stuehus derop. Det foregik med stor diskretion, idet alt indbo blev løftet ud over altanen til gårdsiden og på hestekøretøj bragt til det nye hjems havedør, hvilket gennemførtes, uden at vagtposterne på husets nordside observerede det.

Skiftende konjunkturer i efterkrigstidens byggesektor betød skiftende betingelser for teglværksdriften, og Laurids Villemoes var egentlig sindet at nedlægge det efterhånden umoderne teglværk. For at holde en konkurrent ude af området oprettede en sammenslutning af egnens teglværker et selskab, der med Laurids Villemoes som deltager i en kortere årrække drev A/S Skærum Teglværk. Af veneration for familien Tang havde navnet Vosborg Teglværk ellers været bibeholdt i 65 år trods flytning og ejerskifte.

I 1958 nåede Hedeselskabets velsignelsesrige virke Lilleådalen. Opstemningen ved Skærum Mølle generede lodsejerne ovenfor stemmeværket, idet deres enge blev sure og udyrkbare, så da afvanding og udretning blev aktuel, afstod Laurids Villemoes i 1959 (”frivilligt tvunget” — fremskridt lader sig jo ikke standse) sin opstemningsret.

Det var en sorgens dag for Laurids Villemoes, da han sidste gang trak stigbordet ved slusen, og han fortalte erindringen om, hvorledes han med sin far ved afvigte årtusindskifte kl. 12.00 om natten stod på broen og hørte og så, hvordan isen med voldsom bragen brød op og den tilfrosne å atter fik frit løb.

Opstemningens ophør var et stort økonomisk tab, da elektricitets-produktionen var af betydeligt omfang, men smerteligst var dog tabet af det smukke miljø, hvor det brede åløb gik helt tæt forbi det hvide hus, og vandfaldets brusen var et behageligt akkompagnement til hverdagen. Samtidig forsvandt også laksekisten,som på visse årstider spærrede opspringet af laks, som derfor i stort tal havnede i gårdens røgeovn. Også åleristene forsvandt; — de havde ellers i sæsonen været anbragt på tværs i slusen som en stor tremmekasse, der opsamlede ålene på deres vej mod havet, — også et rart kosttilskud!

I 1952 havde den yngste søn, Hans, fået gården i forpagtning, men efter hans død i 1957 måtte Laurids Villemoes igen overtage driften. Efter Laurids Villemoes’ død i 1970 fortsatte hans enke, Agnes Villemoes, virksomheden godt hjulpet af en udmærket bestyrer. Agnes Villemoes havde aldrig deltaget i økonomiske dispositioner eller gårdens drift, men tog opgaverne op i en alder af 78 år og styrede årvågent og myndigt, men følte sig tynget af bestandigt at træffe beslutninger, hvorfor hun ønskede at sælge ejendommen. Begge hendes sønner var da døde, men datteren Anna Elise Villemoes og hendes mand Ole Holch Skalkam købte i 1973 gården i håb om, at deres søn ville vælge landmandserhvervet og siden overtage den. Denne disposition syntes overskuelig, idet gårdens bestyrer indgik i en aftale om, at han, der var ægteparrets jævnaldrende ven, ville blive alle sine dage. Han holdt aftalen, men hans dage blev for få, idet han, inden et år var gået, uventet døde af et hjerteslag.

Gårdens drift fortsattes endnu nogle år med skiftende held, men da det stod klart, at næste generation valgte en anden livsform, besluttedes det at sætte ejendommen til salg. Den novemberdag i 1979, da Agnes Villemoes efter 65 år på Skærum Mølle flyttede til sin datter og svi-gersøn i Nyborg, dukkede en potentiel køber op ved en tilfældighed. I de næstfølgende år skaffede ”den potentielle”, Gudrun Aspel, penge til købet og stiftede i samarbejde med en kreds af hædersmænd og ‑kvinder Den selvejende institution Skærum Mølle, som med professor Thorkil Kristensen som engageret formand overtog Skærum Mølles gamle bygninger den 21. Marts 1987.